Flerårige spiselige planter og især flerårige grønsager, også kaldet spiselige stauder, er de seneste år begyndt at få mere omtale. Det er med god grund, når man tænker over, hvor lidt arbejde der skal til, for at kunne nyde godt af sin hjemmedyrkede mad. Hvis man laver forarbejdet ordentligt, og kender til vækstbetingelserne for de givne planter, kan man nyde godt af dem i mange år med et højt udbytte og et minimum af pasning. Der er ikke noget mere tilfredsstillende at vide, hvordan ens mad er dyrket – om det så er næringsværdien, renligheden, sikkerheden, tradition eller en helt anden grund, der har skabt interessen, for at dyrke planter til hjemmet.
Der er ikke mange havemennesker, der kan undvære sin køkkenhave. Men der kan være flere grunde til, at mange ikke får vedligeholdt sin have, som f.eks. sygdom, energi, uoverskuelighed, tid, prioriteringer eller alderdom. Uanset hvad det end skyldes, så er sund og frisk mad essentielt for, at et menneske kan have det godt.
I har måske bemærket, at et prydbed der ikke har fået lige så meget omsorg som køkkenhaven, alligevel står flottest. Det er fordi, at bedet er mere robust ved at planterne har etableret sig i rodnettet. Dermed har de lettere ved at skaffe den vand og næring, som planten har brug for. Rodnettet holder jorden på plads ved regnskyl og dermed bevares flere mikroorganismer i jorden. Lupin er især kendt for at være en god plante mod erosion, af spislige planter kunne det være lungeurt eller kulsukker. Jorden står ikke bar om vinteren, flerårige planter smider deres bladmasse på nær nogle stedsegrønne. Det er med til at give en dyne af organisk materiale, som man kalder føerne (organiske materialer der stadig kan identificeres med, hvad det oprindeligt var blad, nål, gren, kogle, nød osv.)
Føerne er et naturligt element, som vi skal imitere mere, når vi dyrker planter. Det er naturens egen måde at holde på vandet, og give næringsstoffer til sig selv, for når bladet først har ramt jorden, går der ikke længe før, at der kommer besøg af orme, bænkebidder og tusindben. Disse kan gå ind og nedbryde lignin og gøre det tilgængeligt for mikroorganismer, som til sidst frigør det som næring for planten igen. Denne cyklus forsætter indtil, at planten dør. I et godt system har planten selvsået sig selv i mellemtiden.
For at se vores udvalg, af hovedsagligt flerårige planter kan man trykke på planteliste.
Rodnettet har stor betydning for planten, og flerårige planter bevarer hele eller dele af rodnettet over vinteren. Når temperaturen og dags længden bliver længere, har planten allerede masser af energi lagret i jorden, og er dermed hurtige til at skyde solfangere ud. Det betyder, at man ofte kan høste hurtigere og over en længere periode, og med mindre lugning fordi der hurtigt bliver skygget for solen omkring planten. Ulempen ved flerårige planter er, at der ofte går lidt tid før, at man får et stort nok udbytte til, at man kan være selvforsynende. Planten skal have lov til at etablere sig, før at den er parat til at give et udbytte.